Æstetik og retorik på nettet

I visse sammenhænge kan det være relevant at tale om æstetik på nettet. Æstetikovervejelser kan bidrage til at underbygge eller skabe visse følelser hos brugeren, idet det danner rammen om alt information, der optræder på siden. Eksempelvis kan det være følelser af troværdighed, sympati og beundring. Men hvad der bliver opfattet som skønhed på nettet bliver ofte antaget som værende en subjektiv beslutning, så hvordan der tages hensyn til det, kan være svært at gennemskue. I denne blog vil jeg diskutere brugen af æstetik og ethos i læringssammenhænge ud fra teksten 'Assessing Dimensions of Perceived Visual Aesthetics of Web Sites' af T. Lavie og N. Tractinsky.

Ifølge Lavie og Tractinsky er der to forskellige æstetiske retninger, som brugerne foretrækker på internettet: "Using exploratory and confirmatory factor analyses we found that users’ perceptions consist of two main dimensions, which we termed ‘‘classical aesthetics’’ and ‘‘expressive aesthetics’’."[1] Klassisk æstetik dækker over elementer, der har været anset som æstetiske traditionelt set. Herunder enkelthed, symmetri og 'en god følelse'. Som navnet indikerer, indeholder den ekspressive æstetik aspekter, der går på kreativitet, originalitet og modernitet.[2]

Klassisk æstetik har en række fordele, idét den lægger sig op af kriterier for anvendelighed: " As can be seen in table 3, perceived usability was correlated substantially higher with the classic aesthetic dimension than with the expressive aesthetic dimension.[3]" Klassisk æstetiske aspekter som klassisk design og simplicitet gør ofte også brugerens færd på nettet mere problemfri, fordi designet er af en art, som brugeren er stødt på før, og derfor ved han også, hvor han skal lede for at finde de ting, han søger. Simpelt design hjælper brugeren med at overskue siden og undgår forstyrrende elementer.
Selv om ekspressiv æstetik ikke hænger så direkte sammen med brugerens anvendelighed af siden, så er det stadig muligt, at den ekspressive form er bedre at benytte end den klassiske i visse tilfælde, da den fremkalder nogle andre følelser i brugeren: "The diversity dimension, which corresponds to Arnheim’s complexity, to Kaplan’s stimulating factor and to our expressive aesthetics increases arousal or involvement."[4] Derved kan man overveje, om den ekspressiv tilgang fremmer en engagement hos brugeren, som den klassiske ikke gør, fordi den simpelthen er for enkel og klassisk.

Når man er er bevidst om disse to former for æstetiske opfattelser, giver det mulighed for at overveje, hvilken der passer bedst i en bestemt kontekst. Da denne blog især handler om æstetik i forbindelse med læring, er det umiddelbart denne kontekst, jeg vil diskutere.  Når et website har docere[5] som formål, er det relevant at gøre sig overvejelser om etableringen af en form for ethos på siden. I læringsmæssige sammenhænge vil der ofte være tale om en autoritativ ethos, der skaber tillid hos modtageren. Autoritet  skabes først og fremmest ved hele den overordnede måde, hvorpå websitet er præsenteret.[6] Virkemidler, der understøtter autoritet, vil med lethed kunne bruges sammen med klassisk æstetik. Enkelthed, symmetri og orden kan for brugeren opfattes som, at websiteindehaveren er i stand til at skabe denne overskuelighed, fordi han har tilstrækkeligt overblik over emnet, som sitet omhandler. I forbindelse med undervisning vil det betyde, at de lærende opfatter underviseren som værende i stand til at formidle sin viden på en overskuelig og enkel måde. Man kunne forestille sig, at det havde en negativ effekt for læring, hvis websitet var stillet uoverskueligt op  uden nogen bestemt stil eller orden i, hvor de forskellige elementer befandt sig. Foruden at skabe en side, der er svært at finde rundt i, så kan det også skabe et indtryk af, at websiteindehaveren fungerer på samme måde.

Selv om den klassiske æstetik umiddelbart virker let at overføre til læringssammenhænge, så udelukker det ikke, at ekspressiv æstetik kan benyttes i disse sammenhænge. Ønskes det et skabe et mødested for studerende, hvor der ikke ønskes en klassisk autoritativ styring af læringen, og hvor arbejdsformen ikke er givet på forhånd, kan det overvejes at bruge ekspressive elementer til at øge engagementet hos de studerende. Da ekspressiv æstetik ikke nødvendigvis indeholder de ofte genkendelige elementer, kan det kræve, at de lærende bruger mere tid på at sætte sig ind i stoffet, men også at de bliver fascinerede og inspirerende undervejs, hvilket kan påvirke deres måde at arbejde på til en form, der er mere selvstyret og alternativ. Her kan der være tale om en ethos, der signalerer kunstneriskhed og innovation.

Det er selvfølgelig vigtigt at balancere disse elementer, så den klassiske æstetik ikke bliver så ren og enkelt, at den i stedet bliver anset som værende kedelig og monoton, hvilket sjældent bliver anset som værende æstetisk. [7] På samme måde kan ekspressive elementer udføres på en måde, der alligevel ikke kommer til at fremstå æstetiske.[8]

Opsummerende kan det siges, at de korrekte æstetiske virkemidler kan derved understøtte læring på websites, men at de to forskellige former for æstetiske opfattelser, som er klassisk og ekspressiv, egner sig bedst til to forskellige læringsformer. Klassisk æstetik fremmer en traditionel ethos, som minder om den, der er at finde i et klasseværelse, hvor den ekspressive har til hensigt at etablere en anden læringssammenhæng, der bygger på mere engagement fra den studerende selv.

Litteratur

Lavie, Talia &Tractinsky, Noam (2003) Assessing Dimensions of perceived visual aesthetics of web sites

Hoff-Clausen Elisabeth:  Doktorandpræsentation i Rhetorica Scandinavica nr. 33, foråret 2005 Karakter i webtekst

---

[1] Lavie, T. & Tractinsky, N. , abstract, ll 8-10

[2] Lavie, T. & Tractinsky, N., s 282, table 1

[3] Lavie, T. & Tractinsky, N., s 289, ll 32-34

[4] Lavie, T. & Tractinsky, N., s 288, ll 25-27

[5] At belære eller informere

[6] Hoff-Clausen, E., s 7, ll 21-23

[7] Baseret på øvelse på undervisningsholdet

[8] Lavie, T. & Tractinsky, N., s 291, ll 24-27

Portfolio som læringsform

Portfolioformen

Det forgangne semester er foregået med portefolioen som læring i faget It-pædagogik og webkommunikation. Denne læringsform består af løbende aflevering af bidrag til portfolioen og bliver desuden fulgt op med respons fra medstuderende.

Brugen af portfolio som læringsredskab byder på en anderledes måde at arbejde på.  Det, der især kendetegner portfolioen, er den lange periode, hvori bidragene udarbejdes og de små emner, der tilsammen udgør portfolioen. I stedet for en bedømmelse i et enkelt emne af pensum, sker der her bedømmelse på hele eller en stor del af pensum.

Læringsproces

Da porfolioen udarbejdes under det meste af læringsperioden, bærer portfolioen præg af en læringsproces frem for at have fokus på det færdige produkt. Processen giver  rum til at teste sig selv og til at begå de fejl, der er nødvendige for at man forstår, hvor man må fylde sine videnshuller ud. I følge denne læringsmetode, er det okay at begå fejl, så længe man senere lærer af dem og kan irettesætte sig selv.
Fordi der er mange små opgaver, gør det det muligt at arbejde på flere forskellige måder, selv om der kun er en eksamen. Nogle af opgaverne kan eksempelvis udarbejdes i grupper, mens andre kan laves individuelt. Herved er der mulighed for både at vise sine gruppekompetencer og sine selvstændige evner. Gruppementaliteten vises også i respons, der kan gives af medstuderende.
Det er en tilgang, der derfor passer godt til moderne arbejdstilgang, hvor det er normalt at løse opgaver i fællesskab og i dialog, samtidig med at man udvikler sig personligt.

Individualitet
Som tidligere nævnt er et vigtigt element i portfolioen dialog og diskussion. Her er både tale om dialog og diskussion med sig selv i form af tidligere udgave overfor den reviderede og dialog med andre studerende. Den løbende dialog igennem hele opgaveskrivningen kan muligvis fjerne det individuelle præg og de forskelligt udformede opgaver, fordi opgaverne hele tiden bliver rettet til efter medstuderendes respons, som må være givet efter den pågældende persons egen måde at udføre en opgave på. Dette samarbejde kan også medføre, at den samlede viden egentlig ender ud med at være bedre, men den får også et kollektivt præg, som måske kan ligge under for standardisering.

Fordybelse?
Når det er sagt, så er der et vigtigt element, der går tabt i porteføljemetoden. Grundet den lange periode, hvor opgaverne løses og besvares, går fordybelsen og intensiteten nemlig tabt. Dette kan skyldes, at opgaverne  optræder ved siden af almindelig undervisning og gøremål, der ikke kan tilsidesættes. I stedet for at have en uge eller to, hvor der arbejdes i dybden med fagets materiale, får man i stedet en opgave, der på en eller anden måde skal løses, selvom der også er andre  opgaver og forberedelser, og derfor kan det ske, at opgaven nogle gange ikke bliver så fyldestgørende, som den burde have været, og som den kunne have været, hvis arbejdsprocessen ikke var trukket ud over en længere periode.

Derfor!
Derfor er portfolioen en interessant arbejdsmetode, der helt klart giver nye og anderledes muligheder overfor de mere traditionelle arbejdsformer. Mulighederne inkluderer gruppearbejde, 'learning by doing' og diaolg. Den radikale ændring af læringsform tilbagelægger dog også den traditionelle fordybelse, man opnår, når man arbejder intensivt med alle emner indenfor faget på en gang, som man selv danner overblik i ved at udarbejde et færdigt projekt. Portfolioen har et helt andet mål end denne teknik, som måske passer bedre ind i den moderne tilgang til projekter og opgaver, men som helt klart skaber tvivl om universitetets traditionelle mål om fordybelse.